Nu hvor at foråret har gjort sit indtog, er der mange som begynder at overveje om der skal ske lidt mere på boligfronten. Mange overvejer en total make over hvor alt fra sofaen til spisebordet får en overhaling, men mange gange kan forårs-makeoveren nemt klares med få enkle forandringer. På den måde kan man få en ny stue eller en ny spisestue uden at købe sig fattig eller uden at smide alle de fine og lækre møbler ud man har. Nedenfor kan du læse lidt om hvilke tricks jeg plejer at bruge når jeg føler at mit hjem mangler et friskt pust. Og hvis du selv sidder inde med et trick som altid virker, så tøv ikke med at smide en kommentar i kommentarfeltet, så kan jeg eventuelt poste en opdateret version om nogle uger!

Mal væggen en ny farve

At male væggen en ny farve er et gammelt trick i den store makeover-bog, men ikke desto mindre er det et effektivt trick som virkelig kan gøre mærkbare underværker i dit hjem. Ved at male din væg i en ny farve kan hele rummet komme til at se nyt og lækkert ud, og stadig have præcis de samme møbler som førhen. Det er en virkelig nem måde at renovere dit hjem på, det kræver blot at du køber noget maling i den farve du gerne vil have, og så er du i gang! Og kan du ikke lide farven, så maler du bare væggen tilbage eller maler væggen i en anden nuance!

Plakater giver liv

Plakater er et trick der for mig virker hver gang! Plakater er blevet virkelig populære de senere år, og det er der helt afgjort en årsag til! En plakat er nemlig med til at personliggøre dit hjem, da du kan vælge lige netop det motiv som udstråler dig. Og så er det samtidig også med til at skabe en masse liv på de kedelige vægge. Du kan blandt andet få geografi plakater, plakater der viser noget abstrakt eller plakater som illustrerer noget du virkelig godt kan lide, for eksempel noget mad eller en illustration af havet.