Hvem har efterhånden ikke hørt om Marie Kondo og hendes oprydningsteknikker? Og hvem har efterhånden ikke bandet dem langt væk i forsøget på at efterleve dem? Hvis du er en af os, der har lidt for mange ting, og ikke ligefrem er oprydningseksperter som Marie Kondo, så læs med her, hvor du får gode tips til at skabe gode opbevaringsløsninger i dit hjem, så du kan få styr på dit rod.
Seng med opbevaring og andre to-i-en-møbler
Noget af det bedste til typen med lidt for mange ting er møbler, der har to funktioner – som f.eks. en praktisk seng med opbevaring, en sofa med opbevaringsrum, et tv-bord med skuffer eller en bænk med hulrum. I denne slags møbler er opbevaringsrummene enten usynlige eller integrerede, så de ikke optager ekstra plads i hjemmet. I en seng med obevaring er der f.eks. god plads til de ting, man sjældent bruger, men som kræver meget plads – som ekstra dyner og puder til når der er gæster på besøg eller til skitøjet. Det kan også være praktisk, hvis din bolig ikke har et opbevaringsrum, et kælder eller et loft, hvor den slags ting kan blive pakket væk.
Hylder, kurve og smarte kasser
Ligesom med de kombinerede møbler er det også muligt at kombinere opbevaring og indretning på andre og mindre måder, så du ikke skal gå på kompromis med stilen for at få plads til dine mange ting. Fine opbevaringsløsninger kunne være:
- Fine fletkurve i entreen til halstørklæder og handsker, eller i stuen til tæpper eller til strikketøjet
- Enkle hylder højt oppe på væggen, langs loftet, til bøger, mapper eller kasser med småting
- Fine kasser i f.eks. bambus, træ eller plastik der kan stakkes ovenpå hinanden – til småting på badeværelset, i køkkenet eller i reolen
- Kurve der kan hænge fra loftet eller på væggen i badeværelset til familiens hudpleje og vaskeklude
Det er kun fantasien, der sætter grænser, og har du hænderne godt skruet på, findes der også et utal af smarte møblementer eller opbevaringsløsninger, der kan skræddersys lige præcis til dit hjem.